Arnis, Kali og Escrima – kampkunst, kampsport og selvforsvar
Arnis er en af de mest alsidige kampformer i verden. Det rummer alle discipliner af våbenløs kamp og en meget stor del af de våbenføre kunster. Som selvforsvar er det en født overlever. Våben disciplinerne giver en stor fordel, når Arnis skal bruges våbenløst mod knive og køller. Krigs kunsten har stor erfaring med flere angribere, kamp i vanskeligt terræn og brug af omgivelserne. I selvforsvar er det en gave, når man skal forsvare sig i sin bil, entre eller et hårdt fortov.
Som instruktør møder man tit fordommen, at det er stokkekamp og ”man render jo ikke rundt med stokke til selvforsvar”. I Arnis lærer man at bruge næsten alt som selvforsvarsvåben, og våbenløst lærer man både spark, boksning, trapping, låse, kast og brydning.
Træningen er typisk 1/3 våbenløs og 2/3 våbentræning, men vægtningen er uvæsentlig, fordi 90% af teknikkerne er ens.
Som kampsport har vi i Danmark kun full contact stickfighting stævner. Det trænes adskilt fra den normale træning, fordi det adskiller sig meget fra den tekniske træning. Man er polstret med en god solid hjelm, vest og handsker plus valgfrit ekstra udstyr. Selvom teknikken er meget anderledes, så anbefales det at træne kamp, fordi det styrker ens evner meget. Hurtighed, reaktionsevne, præcision og udholdenhed er blot nogen af de evner som kampen styrker.
Som kampkunst indeholder Arnis sværd- og knivteknikker såvel som bo-stavsteknikker. Sværdteknikkerne dyrkes for at vedligeholde arven/de gamle teknikker som vores stilart er udsprunget af. For højtgraduerede elever er der også mange guldkorn at hente i de gamle teknikker.
De filippinske traditioner for kampkunst går over 1.000 år tilbage i tiden, til dengang hvor ørigets stammer bekrigede hinanden og forsvarede sig mod pirater fra bl.a. Indonesien. Senere blev sværd og stokke brugt i oprørskamp mod først de spanske og senere de amerikanske og japanske besættelsesmagter. De filippinske krigeres færdigheder med sværd og stok var så effektiv på slagmarken, at det på trods af over 300 års besættelse og angreb aldrig lykkedes Spanien at få kontrol med mere end halvdelen af det Filippinske ørige.Især den flere århundreder lange spanske invasion og besættelse satte et stort aftryk, og i dag er der mange elementer fra spansk fægtning i filippinsk kampkunst.Filippinerne er del af et stort kulturområde med nære bånd til både Sydkina og Indonesien. Derfor er det ikke underligt, at der er mange lighedspunkter med f.eks. indonesisk Silat og kinesisk Wing Tsun.
Begreber og grundkoncepter
For at forstå filippinsk kampkunst skal man aldrig glemme udspringet i regulær krig. Det gælder om at vinde, lige meget hvordan. Derfor er der ingen fine fornemmelser eller regler i kamp – alt er tilladt, og hvis en teknik virker, er den velkommen.
Flow
Det helt centrale begreb er flow. At se på kampen som en dynamisk strøm af bevægelser, hvor man hele tiden tilpasser sig modstanderen og aldrig satser ensidigt på en enkelt afgørende teknik. Man satser på utallige små og hurtige angreb. Flow er en hårfin balancegang med improvisation og at genkende de bevægelsesmønstre og rytmer, der opstår i en kamp. I kamp kan man ikke nå at tænke, og må i stedet lade sig styre af sit flow.
Overkill
Der er ingen fine fornemmelser eller ønske om at vinde kampen spektakulært med en enkel dræbende teknik. I stedet går man efter at oversvømme modstanderen med angreb og bibeholde momentum, til man er helt sikker på, at situationen er sikker. Derfor forventes det også altid, at alle kampe potentielt ender i gulvkamp på jorden.
Gunting
Tilgangen kaldes også “defaning the snake”. Det gælder om at slå til imod det, som er farligt, nemlig modstanderens offensive arsenal, typisk hænder, arme, ben og fødder. Med korte angreb, typisk med albuer eller knæ, angribes modstanderens slag eller spark med kontraangreb direkte til hånden, albuen, knæet, nervepunkter eller de store muskler (låret, biceps & triceps). Tilgangen udspringer af våbenkamp, hvor man altid går efter den hånd, der holder f.eks. kniven eller sværdet.
Enkelthed
I krig er der ikke plads til at tage chancer. Du taber kun én gang i en machetekamp, der er ikke mulighed for en returkamp. Derfor går man altid efter det mest enkle og direkte. Derfor ingen fancy teknikker med høje spark, ekstravagante kast eller komplicerede låse.
Pragmatisme
Når det handler om overlevelse i kamp, er der ikke plads til at fravælge en effektiv teknik, bare fordi den repræsenteres af en konkurrerende stilart eller mester. Man hugger kort sagt med arme og ben for at sammensætte det mest effektive og komplette arsenal af teknikker. Derfor anses ubevæbnet kamp heller ikke for særligt ærefuldt eller højtideligt. Det vil for en filippiner altid være sidste udvej, der kun benyttes, så længe det tager at få fat i en stok, kniv eller et andet våben, der kan forbedre oddsene. Hvis vi må vælge, vil vi altid helst have en automatriffel eller en kampvogn. Denne pragmatisme har affødt en stor åbenhed overfor andre systemer. Vi anerkender, at andre stilarter har elementer, som vi kan lære af, og hvor vi kan hente inspiration. Derfor vil man også se, at de fleste arnisudøvere har en broget baggrund, hvor de også har trænet f.eks. brydning, JKD eller Jiu-Jitsu. I den daglige træning tilstræbes en kombination af pragmatisk kamptræning og formidling af traditionen og overleveringerne fra de gamle mestre. Det personlige fokus på effektivitet må aldrig få lov til at udviske respekten for og linien til de gamle rødder og forgangsmænd.
Den filippinske tradition
Det var først, da den filippinske kampkunst blev eksporteret til udlandet efter anden verdenskrig, at den blev struktureret og sat i system efter japansk forbillede. Tidligere havde man hverken pensum, bæltegrader eller gradueringer. I stedet var udgangspunktet forskellige mestre, der underviste personlige elever, og som ofte specialiserede sig i en særlig stilart eller metode, f.eks. Espada y Daga (kniv og stok). Hvilke teknikker, der var bedst, blev testet og afgjort ved såkaldte “death matches”, hvor man langt op i sidste århundrede slog hinanden fordærvet.I dag præsenteres den filippinske tradition gennem en lang række af systemer og stilarter, der er blevet mere eller mindre formaliserede efter japansk forbillede. Grundteknikker og koncepter er som regel de samme, hvor forskellene findes i træningsformerne og prioriteringen. F.eks. er der stilarter, hvor man prioriterer den våbenløse kamp meget lavt.
Gamle mestre
Den filippinske tradition for kampkunst var næsten uddød før den blussede op igen efter anden verdenskrig. Fra at have været lukkede og hemmelige familietraditioner, der kun blev trænet for lukkede døre, blev det fra 60’erne muligt for en bredere skare at få indsigt i arnis, eskrima og kali. Særligt blandt de filippinske indvandrere i Californien blev traditionerne bibeholdt, forfinet og videregivet af en håndfuld erfarende mestre, hvoraf mange havde direkte kamperfaring fra kampene mod japanerne og amerikanerne i junglen.
Træningen i Kombatan Arnis tager udgangspunkt i Kombatan Arnis og Mano Mano, som er systemer videreudviklet fra traditionel filipinsk kampkunst, baseret på mange hundrede års kamperfaring. Systemerne er komplette kamp- og selvforsvarssystemer som inkluderer anvendelse af våben som svær, stok og kniv samt våbenløs kamp med groundfighting, slag og spark. De lærte teknikker kan også overføres til dagligdags ting som paraplyer, tasker, nøgler osv.
Kombatan Arnis og Mano Mano trænes idag af militær og politi i mange lande og anses for at være meget effektive kampsystemer.